En opsang til forældre - forklædt som fantasy

Jacob Kokkedal i samtale om især budskabet i bøgerne

Yes! Endelig, det her har jeg glædet mig til. Jeg er selv stor fantasy-fan, og jeg elsker at høre om tilblivelsen af fantasy-bøger og det univers, hvori historien foregår. Det skal nok blive godt.

Der er en hyggelig stemning over Skråen. Alt er malet i en dunkel rød farve – selv trappen op til balkonen er rød. Udover den røde farve er væggene beklædt med masser af billeder ar kendte mennesker. Der er dæmpet med belysningen og levende lys på bordene. Sådan som en rigtig bar skal være. Det er dog ikke det sædvanlige, der bliver solgt i baren i dag. Slikposer og sodanvand i lange baner bliver langet over disken til de mange børn, der også har fundet vej herned.

Inde i selve salen er der også dæmpet belysning. Det er mindre, end jeg troede, og det giver en hyggelig intim stemning. Desværre ser jeg, at det er sparsomt at folk, der vil høre på Jacob, som sidder på scenen og venter på, at det hele skal gå i gang. En flok skolebørn sidder i den ene side af salen, og det virker mest af alt, som om de hellere vil sidde ude på turbinetorvet og tegne eller lege med perler. De giver desværre en useriøs stemning, at de fleste af børnene sidder og laver alt muligt andet end at lytte til forfatteren, som ellers prædiker om et meget passende budskab, som faktisk er skrevet til lige netop den aldersgruppe, der er til stede i salen.

Jacob Kokkedal fortæller om sine bøger, og det er faktisk interessant at lytte til. Han har en historie med sig, som i dén grad påvirker, det han skriver om. Udover at være forfatter (som han faktisk ikke er sikker på, han kan kalde sig), så er han også folkeskolelærer – og glad for det. Han er også en af dem, der blev forarget over og følte sig trådt på af politikkerne, dengang der var ’lockout’. Temaet i hans bøger minder meget om hinanden, siger han. Det handler i bund og grund om, at man skal rejse sig igen, når man falder. Han supplere med at understrege, hvordan det bare er så vigtigt, at man får lov til at falde, så man netop kan lære det her med at rejse sig op ved egen hjælp. Som et sidespring kommer han ind på, hvordan han IKKE er fan af 90’er-minimalisme, fordi al litteratur derfra handler om mennesker (især kvinder, tilføjer han), der lever et rodet liv, som de ikke kan komme ud af, og som de ender med at bukke under for. Han synes ikke om, hvordan man, når man læser, skal sidde og føle sympati for karaktererne, fordi de har det så hårdt. Han er mere til slutninger, hvor karaktererne får lært, hvordan man rejser sig og kommer videre. 

Men selvom han er fan af lykkelige (eller måske bare positive) slutninger, så giver han ikke noget for ’perfekte’ mennesker. Man kan mærke vreden i hans stemme, når han kommer ind på kulturen i dag, hvor der på Instagram vrimler med billeder af den perfekte, sunde frokost, perfekte børn, perfekte fitnessrutiner osv. Han er mere interesseret i de uperfekte mennesker, som han mener er grundstenene i vores samfund. Som han så fint pointerede overfor de tilstedeværende børn, så er alt det, som lovpriser idag, og som vi er mere eller mindre afhængige af blevet til på grund en flok nørder, der fik nogle goder idéer. 

I bund og grund er han bare en mand, som er passioneret omkring det her budskab, der går igen i hans bøger, hvis målgruppe er 12-14 årige. Men hans budskab er mere end bare rettet mod børnene. Det er i den grad også rette mod forældrene til børn og unge mennesker idag, som han mener pakker børnene for meget ind. Forældre bryder sig ikke om at se sine børn falde og slå sig. Men som han siger, så er det nogle gange nødvendigt for, at de kan lære at rejse sig op igen- den her vigtige og lærerige oplevelse, hvor man ser, at selv om man er snublet og faldet over nogle bump i vejen, som kan sagtens komme i igen og fortsætte. Og den egenskab, at lade børn falde og selv komme op, den mangler forældrene. Enten sørger de for at børnene slet ikke falder, ellers samler de selv børnene op. 

Og det er en fejl, mener han. 

Han benytter fantasy til at komme frem med dette stærke budskab, fordi fantasyverdenen handler om håb og om at kæmpe sig frem. Og det er samtidigt spændende at læse - hvis man vel og mærket kan lige genren. For ham var det denne genre, der fik ham til at læse, fordi han synes, det var fedt. Derfor opfordrer han børnene (og måske også de voksne til stede) til at finde det, se synes er fedt at læse og så læse det - man behøver ikke altid læse det, de voksne mener er det rigtige at læse. 

Jeg kunne virkelig se mig selv i meget af det, der blev sagt, hvilket også gjorde det meget mere interessant at sidde derinde og lytte. Jeg ved ikke, om jeg vil læse bøgerne, men budskabet inspirerede mig meget.

Knus Maria :)